Gå til indhold

ADHD

Attention Deficit/Hyperactivity Disorder

ADHD er en forkortelse af Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, som betyder forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. I det europæiske diagnosesystem kaldes ADHD for hyperkinetiske forstyrrelser.

ADHD er karakteriseret ved en kombination af hyperaktivitet, impulsivitet, koncentrationsvanskeligheder, og vanskeligheder ved adfærdsregulering og problemer med emotionel kontrol.

Diagnostisk er ADHD klassificeret i tre grupper:

  1. ADD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse (uden hyperaktivitet)
  2. ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet
  3. ADHD – kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet.

ADHD er en livslang forstyrrelse, og den karakteriseres ved en ‘ujævnhed’ i udviklingen, hvor symptomerne ændrer sig med alderen. Hyperaktiviteten kan f.eks. aftage og måske erstattes af indre uro eller rastløshed hos større børn og voksne. ADHD symptomerne er som regel værst i før-skolealderen og kan ofte mildnes i løbet af barnets udvikling – især ved tidlig behandling/intervention.

Årsag

På nuværende tidspunkt er det bedste bud på årsagerne til ADHD en kombination af arv og miljø. Muligvis skal flere faktorer være til stede, før ADHD opstår.

Når man har ADHD, er der en nedsat funktion i bestemte områder af hjernen. Det kan have flere årsager bl.a.:

  • Arv. Man ved fra bl.a. tvillingestudier, at ADHD er meget arveligt. Hvis den ene af to enæggede tvillinger har ADHD, er der 80 – 90 % sikkerhed for, at den anden også har det.
  • Uheldige påvirkninger under graviditeten (bl.a. tobak, alkohol og infektioner) samt for tidlig fødsel eller for lav fødselsvægt. Påvirkninger af hjernen før og efter fødslen kan spille en rolle for udviklingen af symptomer, som helt eller deltvist opfylder kriterierne for ADHD.
  • Hjerneskade opstået i første til tredje leveår.

Kilde: ADHD-foreningen

Behandling hos Hejmdal

Vi lægger et program, som både inkluderer udredning og behandling. Det er vigtigt, at der foretages en omfattende og grundig undersøgelse ved behandlingens start, for at kunne tilrettelægge behandlingen bedst muligt i forhold til det individuelle behov. Derfor består den indledende undersøgelse både af samtale med psykiater og psykolog.

Psykiateren indhenter anamnese (sygdomshistorie) og laver en diagnostisk vurdering af den psykiatriske lidelses type og sværhedsgrad. Psykiateren forholder sig også til, om der er tale om flere andre samtidige psykiatriske sygdomme.

Psykologen laver, ved hjælp af standardiserede tests og interviewguides, en psykologisk vurdering af den enkeltes problemstillinger, herunder motivation og i visse tilfælde personlighedstræk og kognitive ressourcer.

En fast del af behandlingen er individuelle samtaler hos psykolog. Samtaleforløbet er individuelt tilrettelagt og med fokus på den psykiatriske lidelse og de vanskeligheder, som følger med denne, såsom forskellige tanker og følelser, der både kan bidrage til og kan fastholde lidelsen.

Desuden er der mulighed for samtaler med, og undervisning af, familie, ægtefælle, kæreste og børn.

Målet med behandlingen er symptomlindring og bedre funktion i hverdagen.