Gå til indhold

Selvskadende adfærd

Cutting og andre former for selvskade

Selvskade er, når et menneske lemlæster sig eller påfører sig selv smerter. Selvskadende adfærd er ikke en selvstændig diagnose, men betegnes indtil videre ofte som f.eks. en risikofaktor eller et følgesymptom til en anden diagnose. Den selvskadende adfærd ses dog ofte som et selvstændigt problem hos især unge og samtidig også er et problem, der ofte ses i sammenhæng med spiseforstyrrelser.

Selvskade er en form for følelsesregulering, der ofte handler om at reducere den indre spænding – uanset om den handler om vrede, angst, forladthedsfølelse eller tomhedsfølelse – om at opnå følelsen af kontrol eller om at mærke sig selv.

Der er flere måder at skade sig selv på: nogle skærer sig med skarpe genstande (cuttere), nogle brænder sig, slår hovedet ind i væggen eller kradser og bider sig.

Der findes forskellige grader af selvskade; alvorlig, stereotyp og moderat.

Den alvorlige selvskade kan f.eks. være amputation af lemmer og ses oftest ved svære psykoser og vrangforestillinger, mens den stereotype selvskade f.eks. kan være hoveddunken.

Den moderate selvskade er den oftest forekomme hos unge og samtidig også den form for selvskade, der oftest ses komorbidt med spiseforstyrrelser. Den hyppigste form for moderat selvskade er cutting, hvor man skærer i sig selv, men den moderate selvskade kan f.eks. også være at brænde sig selv med cigaretter, slå sig selv eller misbruge medicin.

Årsager

Selvskade er et komplekst fænomen, der både kan have psykologiske, biologiske og psykokemiske årsager.

Selvskade ofte starter i de tidlige teenageår. Lidelsen varer typisk fem til ti år, og forekomsten af selvskade er højest blandt teenagere.

Kilde: Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Behandling hos Hejmdal

Vi lægger et program, som både inkluderer udredning og behandling. Det er vigtigt, at der foretages en omfattende og grundig undersøgelse ved behandlingens start for at kunne tilrettelægge behandlingen bedst muligt i forhold til det individuelle behov. Derfor består den indledende undersøgelse både af samtale med psykiater og psykolog.

Psykiateren indhenter anamnese (sygdomshistorie) og laver en diagnostisk vurdering af den psykiatriske lidelses type og sværhedsgrad. Psykiateren forholder sig også til, om der er tale om flere andre samtidige psykiatriske sygdomme.

Psykologen laver, ved hjælp af standardiserede tests og interviewguides, en psykologisk vurdering af den enkeltes problemstillinger, herunder motivation og i visse tilfælde personlighedstræk og kognitive ressourcer.

En fast del af behandlingen er individuelle samtaler hos psykolog. Samtaleforløbet er individuelt tilrettelagt og med fokus på den psykiatriske lidelse og de vanskeligheder, som følger med denne, såsom forskellige tanker og følelser, der både kan bidrage til og kan fastholde lidelsen.

Desuden er der mulighed for samtaler med, og undervisning af, familie, ægtefælle, kæreste og børn.

Målet med behandlingen er symptomlindring og bedre funktion i hverdagen.