Dagafsnittets formål

Hejmdals dagafsnit er et tilbud om dagbehandling og stabilisering over en periode på 1-3 måneder.

I dagafsnittet behandles og udredes børn og unge i alderen 7-17 år med forskellige psykiske vanskeligheder og diagnoser.

Fælles for dagafsnittets børn og unge er, at de har brug for et behandlingsforløb, hvor der er struktur, aflastning og specialiseret psykiatrisk indsats i trygge rammer. De børn og unge, der hjælpes i dagafsnittet, har typisk en længere historie med mistrivsel, funktionspåvirkning og/eller skolefravær.

Indsatsen i dagafsnittet har altid sigtet efter at højne barnets/den unges funktionsniveau. Dette involverer både en miljøindsats, men også typisk psykiatrisk og psykologisk undersøgelse ved speciallæge og/eller psykolog samt eventuel psykiatrisk behandling.

En integreret del af forløbet er, at der laves en miljø- og skolefunktionsvurdering af barnet/den unge.

Personalet i Hejmdals Dagafsnit består af miljøterapeuter og speciallærere, som arbejder sammen om at give barnet/den unge et trygt og sammenhængende forløb. Dette sker i tæt samarbejde med tilknyttede sygeplejersker, specialiserede psykologer og speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.

 

Forældresamarbejde og involvering

Det ligger os meget på sinde, at forældre er fuldt involverede i deres barns behandling og indsatsen i Dagafsnittet. I vil som forældre sammen med jeres barn/den unge blive tilknyttet en fast kontaktperson, der vil være ansvarlig for forløbet.

En del af den samlede indsats i forløbet inkluderer en forældregruppe, hvor I som forældre får indsigt og viden, samt arbejder med konkrete strategier, der kan understøtte barnets trivsel og udvikling samt en bedre funktion, både i hjemmet og i skolen.

Forud for opstart i dagafsnittet afholdes en forældresamtale med det formål at høre jeres perspektiv og ønsker, så den viden også bliver inddraget i dagbehandlingen. Sammen aftaler vi, hvilket opstartsforløb der passer bedst for netop jeres barn/ung. Herefter inviteres I til en intro samtale, hvor barnet/den unge også deltager, så vi sikrer, at alle er fuldt informeret om forløbet, samt at barnets perspektiv inddrages.

Der holdes løbende forældresamtaler som en del af dagbehandlingen. Disse planlægges ud fra, hvad der er behov for, og aftales med jeres kontaktperson.

Ved opstart tilknyttes barnet/den unge et team, som består af jeres kontaktperson, lærer, psykolog, speciallæge og sygeplejerske. Disse fagpersoner samarbejder tæt og sparrer med hinanden om jeres forløb.

Miljøpersonalet i dagafsnittet tilrettelægger i samarbejde med speciallæge, sygeplejerske og psykolog barnets behandlingsplan.

 

Varighed af forløbet

Et forløb i dagafsnittet varer typisk 1-3 måneder og indebærer som udgangspunkt tilstedeværelse hver dag eller nogle dage om ugen. Dette planlægges i teamet omkring jeres barn/den unge i samarbejde med jer som forældre.

 

Afslutning af forløbet

Forældre og barn vil få en samlet tilbagemelding på barnets dagbehandling ved forløbets afslutning. Derudover vil kontaktpersonen fra dagafsnittet udarbejde et brev til barnet/den unge som en bevidning af deres tid i dagafsnittet.

 

Samarbejde med barnets skole og primær sektor

Ved afslutning af forløbet afholdes et netværksmøde, hvor vi orienterer netværket – dvs. skole, PPR og eventuelt socialforvaltning – om barnets forløb, konklusioner og anbefalinger.
Der udarbejdes en erklæring samt en beskrivelse af de skole- og miljøterapeutiske observationer, som udleveres til jer forældre og, med jeres samtykke, også til netværket under netværksmødet.

Vi ønsker at sikre en god brobygning til primærsektoren og til den skole, som skal tage imod barnet/den unge efter endt dagindlæggelse på Hejmdal Privathospital, og hjælper til med at understøtte dette både gennem dagindlæggelsen og ved netværksmødet.

Det er vores erfaring, at en god brobygning er en vigtig forebyggende faktor for tilbagefald. Derfor tilbyder vi også, at kontaktpersonen er med til at sikre god overgang, og vores lærer står klar til at vejlede den modtagende skole.