Velkommen til dagafsnittet

Det kan være forvirrende eller overvældende at skulle starte et nyt sted, især hvis man ikke helt ved, hvad det går ud på. Her kan du læse om, hvad dagafsnittet er, hvad der sker, når du starter, og hvad du kan forvente at lave.

Hvad er dagafsnittet?

Dagafsnittet er et tilbud til børn og unge mellem 7 og 17 år, som har haft det svært i en periode. Det kan være du har været igennem meget over længere tid. Måske har du i lang tid følt dig udenfor, været træt af skolen, eller haft svært ved at se, hvordan tingene skal blive anderledes.

Det er ikke et sted, man bor, men et sted, man møder ind i dagtimerne for at få støtte, undervisning og struktur i hverdagen. De børn og unge som er tilknyttet, vil er der typisk alle hverdage mellem kl. 8.30 til 13.30.

Når du starter, får du en fast kontaktperson, som er en fagperson, der følger dig tæt gennem hele dit forløb og som du altid kan gå til. Din kontaktperson taler også løbende med dine forældre eller andre vigtige voksne omkring dig.

Hvad sker der, når du starter?

Den første tid bruger vi på at lære dig at kende og finde en god og tryg rytme sammen. Du vil få en stille og rolig introduktion til stedet og hverdagen og du vil møde nogle af de voksne og andre børn og unge.

Vi ved godt, at det kan være grænseoverskridende at starte et nyt sted, især hvis man ikke kender nogen. Derfor gør vi os umage for, at du føler dig tryg og godt taget imod. Du behøver ikke være med i alt fra starten. Vi tilpasser dagen efter, hvordan du har det, og hvad der giver mening for dig.

Undervisning som en del af hverdagen

I dagafsnittet på Hejmdal er undervisningen en naturlig del af hverdagen. Alle børn og unge modtager individuelt tilrettelagt undervisning, som foregår enten i små grupper eller som én-til-én-undervisning i et mere afskærmet lokale.

Du vil dagligt deltage i forskellige skolefaglige aktiviteter. Det kan være lektiecafé, temaundervisning, håndværk og design, udendørsaktiviteter eller “nyheder”.

Din kontaktlærer i dagafsnittet har også kontakt med din skole, så vi sammen sikrer, at der er sammenhæng mellem, hvad du har lavet før, og det du laver her. Det hjælper også med overgangen, både når du starter hos os og når du skal videre igen.

Hvad laver man i dagafsnittet?

Din dag i dagafsnittet er bygget op omkring struktur og forudsigelighed. Sammen med dig og dine forældre laver vi et skema, som passer til dig og det du har brug for. Skemaet får du med hjem og det hænger også her i dagafsnittet, så du altid kan se, hvad der skal ske i løbet af dagen.

Hverdagen består af både fælles og individuelle aktiviteter, og der vil være noget undervisning hver dag. De kan fx være kreative, praktiske, udendørs eller have fokus på forskellige temaer.

Der er også pauser og mulighed for at trække sig, hvis du har brug for ro. Vi ved, at ikke alle dage er ens, og det tager vi højde for.