Sommerferie som brud mod hverdagens rutiner

For mange børn med neuropsykiatriske diagnoser er hverdagen ofte fyldt med rutiner og strukturer, som giver en genkendelig ramme: stå op på samme tidspunkt, tage i skole, spise aftensmad, gå i seng osv. Alle disse rammer skaber forudsigelighed, og det giver tryghed til barnet.

Når sommerferien starter, brydes der ofte op med hverdagens struktur. Måske skal I ud og rejse, måske skal I være hjemme uden de store planer eller noget tredje. I alle tilfælde vil der være færre faste rutiner, mindre forudsigelighed og nye oplevelser, som kan skabe usikkerhed og mistrivsel for barnet.

For mange nye sanseindtryk kan virke overvældende

Med en diagnose som ADHD, ADD eller autisme følger der ofte en forøget sansefølsomhed, som kan gøre mange nye og ukendte indtryk overvældende.

Hvor de i den genkendelige hverdag er vandt til at morgenmaden smager af det samme, gymnastiksalen har sin egen lugt og de kender lyden i klasselokalet, kan der på ferien, være mange nye lugte, lyde og smage. Der kan være nogle nye mennesker at kigge på og forholde sig til. Maden kan smage anderledes og se anderledes ud, lugtene, temperaturen og menneskerne omkring dem kan også være anderledes og nye. Alle disse nye sanseindtryk kan være overvældende for barnet, der ikke nødvendigvis kan skærme sig lige så godt i forhold til det.

“Fælles for både børn med autisme og børn med ADHD er, at de har brug for forudsigelighed, faste rammer og struktur. Men hvordan man bedst navigerer i det, kan variere fra barn til barn”

– Emilie, Autoriseret børne- og ungepsykolog

Forskellige behov kræver forskellige tilgange

Der er både fællestræk og forskelle i, hvordan børn med ADHD, ADD og autisme oplever og reagerer i feriesituationer. Fælles for både børn med autisme og børn med ADHD er, at de har brug for forudsigelighed, faste rammer og struktur. Men hvordan man bedst navigerer i det, kan variere fra barn til barn

Børn med ADHD eller ADD kan have glæde af det nye og spændende, men har ofte brug for hjælp til at håndtere overstimulering og skiftene mellem aktiviteter. Børn med autisme kan derimod have behov for, at nye indtryk introduceres i små bidder og med god forberedelse – og for mange vil det velkendte føles mere trygt end det nye og uforudsigelige.

Alle børn er dog unikke, og som forælder er du ekspert i dit eget barn. Men det kan være en hjælp at vide, at diagnosen ofte betyder, at barnet oplever verden med et andet filter, og derfor har brug for, at ferieplanlægningen tager højde for det.

Anbefalede sider med gode råd til ferie for børn med ADHD og autisme

Skal I holde ferie i Danmark? Så tag et kig på Autism to Go. Her finder I beskrivelser af forskellige besøgssteder i Danmark, som I kan gennemgå sammen med barnet for at skabe tryghed og forberede jer bedst muligt.

Se også ADHD-foreningens mestringsbank for konkrete værktøjer til fx pakning, flyrejser og feriedage.