Konkrete råd til før, under og efter ferien for børn med ADHD, ADD og autisme

Forældre er eksperter i deres eget barn, og meget af det, der fungerer for jer i hverdagen, kan også være en fordel at huske på, når I er på ferie. For når skole og faste rutiner holder pause, kræver det måske ekstra forberedelse, strukturer og støtte, især hvis barnet har en diagnose som ADHD, ADD eller autisme.

Ferien kan, ligesom en emneuge i skolen, betyde ændrede rammer og flere ukendte elementer. Alt det, der for mange er en del af det at holde ferie – nemlig at tage dagene, som de kommer, at planlægge mindre og at være spontan. Det er dog ikke altid det, som dit barn med en sårbarhed trives bedst med, og det kan skabe uro, usikkerhed eller overstimulering for barnet. Derfor er det tit en rigtig god idé at bruge lidt tid på at forberede barnet og at skabe tilstrækkelig forudsigelighed og støtte, så barnet føler sig tryg og ved, hvad der skal ske.

Herunder finder du råd til, hvordan du bedst kan støtte dit barn i hele feriens forløb – både før, under og efter.