Hvordan ser din hverdag ud?
Jeg møder ind kl. 06:45, det har jeg selv valgt, fordi det passer godt til mit familieliv. Min dag starter ofte med at åbne klinikken eller håndtere sygemeldinger, og derefter har jeg telefonvagt, hvor jeg taler med patienter og koordinerer opgaver. Efter frokost arbejder jeg videre med mails, opfølgninger og kommunikation med kollegaer. Jeg har også en ugentlig hjemmearbejdsdag, hvor jeg fordyber mig i specialopgaver, blandt andet som arbejdsmiljørepræsentant for klinikken i Aarhus. Ingen dage er ens, og jeg har indflydelse på hvordan mine arbejdsdage er tilrettelagt.

Hvad har du lavet inden du startede hos Hejmdal?

Jeg er uddannet socialrådgiver og har en kandidat i sociologi, som også har givet mig erfaring fra psykiatrien. Gennem mine tidligere erfaringer har jeg lært at møde mennesker i øjenhøjde, særligt når det handler om sårbare patientgrupper. Det er vigtigt for mig at skabe struktur og samtidig være nærværende i kontakten med dem, der ringer ind eller skriver til os.

Oplever du at have udviklet dig i rollen?

Jeg er blevet overrasket over, hvor meget jeg har kunnet forme min rolle, så den passer til min profil. Jeg har fået mulighed for at tage ansvar for opgaver, der matcher mine kompetencer, og jeg har kunnet specialisere mig i det koordinerende og administrative. Der er stor tillid og fleksibilitet, og jeg føler mig hørt og støttet – både af ledelsen og kollegaerne.

Hvilken baggrund kan man have for at arbejde i patientservice?

Man kan komme med mange forskellige baggrunde. Jeg har en akademisk uddannelse, men har kollegaer, der kommer med andre erfaringer som lægesekretærer eller helt andre veje. Det vigtigste er, at man har lyst til at koordinere, arbejde med IT og være i kontakt med mennesker. Man skal kunne håndtere mange bolde i luften og have empati og lyst til at hjælpe andre.