Hejmdal tilbyder en række af fageftermiddage med fokus på autisme.
I samarbejde mellem Børne-ungdomspsykiatere på Hejmdal Privathospital, Yamuna Ratnasingham og Pernille Darling samt Monica Lindberg, Center for Skolevægring og Dorthe Stieper, pårørende og forfatter.
Fageftermiddagene er relevant for alle; mennesker med diagnoser, pårørende og fagpersoner.
Fageftermiddagene vil være bygget op om oplæg og debat.
Autisme og skolevægring – hvorfor kan det være så svært at gå i skole ?
Skolevægring - fra psykiatrisk perspektiv
Skolevægring og manglende skolefremmøde kan ses som del af vanskeligheder tilknyttet psykiatriske problemstillinger, hvorfor der i dette første oplæg ved børne- og ungdomspsykiater Yamuna Ratnasingham sættes fokus på, hvordan psykiske vanskeligheder, herunder autisme, kan komme til udtryk ift. skolevægring, og når det bliver for svært at komme tilbage i skole igen.
- og fra skoleperspektivet
Stigende (ufrivilligt) skolefravær er et voksende problem i Danmark og kræver en koordineret helhedsorienteret indsats til både elever og familier. I oplægget af Monica Lindberg, vil vi komme omkring begrebet skolevægring, symptomer og rodårsager til ufrivilligt skolefravær og hvordan vi i Center for Skolevægring hjælper børnene tilbage i trivsel.
Mandag 2. oktober 2023, 15:00-17:00
Konferencelokale Diakonissen
Peter Bangs Vej, opgang 5B
2000 Frederiksberg
Hejmdal Privathospital A/S
Piger og kvinder med autisme – de er både svære at diagnosticere og behandle – eller ?
Første oplæg...
Børne- og ungdomspsykiater og Ph.D. Pernille Darling vil fokusere på betydningen af tryghed for at kunne udvikle sig, som en særlig udfordring ved autismespektrumforstyrrelser, som har sværere ved at aflæse og finde sig til rette i mange af dagligdagens fællesskaber.
Der vil blive talt om de mest almindelige differentialdiagnostiske udfordringer for at diskutere mulige årsager til at især kvinder bliver overset og er i højere risiko for at modtage forkerte diagnoser og dermed mindre optimal behandling.
Andet oplæg...
Pylrede. Overbeskyttende. Symbiosemødre.
Forældre til børn med autisme bliver ofte misforstået i deres rolle, fordi de bliver børnenes oversættere, advokater og trygge holdepunkt i en uoverskuelig verden.
Ofte står de meget alene med en opgave, der kan tvinge selv de mest ressourcestærke i knæ: nemlig at skulle hjælpe et barn i psykisk mistrivsel og samtidig kæmpe for de rette betingelser og støtteforanstaltninger til barnet.
Det slider på forældrene og kan have store omkostninger for både parforhold, søskende, økonomi og helbred.
Dorthe Stieper fortæller i sit oplæg om at være pårørende til et barn med autisme, og hvordan vi skal forstå og møde disse forældre.
Dorthe har siden 2017 arbejdet som pårørendementor og bl.a. været ansat i psykiatrien som sådan. Hun er også forfatter til flere bøger - og så er hun selv mor til en datter, der bl.a. har fået en ADD- og autismediagnose.