Dagafsnittets kontaktoplysninger:
Direkte telefon: 92 82 31 46
I Hejmdals Dagafsnit vil jeres barn møde andre børn og unge i alderen 7-17 år med forskellige problematikker og diagnoser
- som alle har brug for en særlig behandlingsindsats, en aflastende hverdag og trygge strukturerede rammer.
Hejmdals dagafsnit er et tilbud om dagbehandling og stabilisering over en periode på 1-3 måneder. I dagafsnittet behandles og udredes børn og unge i alderen 7-17 år med forskellige psykiske vanskeligheder og diagnoser.
Fælles for dagafsnittets børn og unge er, at de har brug for et behandlingsforløb, hvor der er struktur, aflastning og specialiseret psykiatrisk indsats i trygge rammer. De børn og unge, der hjælpes i dagafsnittet, har typisk en længere historie med mistrivsel, funktionspåvirkning og/eller skolefravær.
Indsatsen i dagafsnittet har altid sigtet efter at højne barnets/ den unges funktionsniveau. Dette involverer både en miljøindsats, men også typisk psykiatrisk og psykologisk undersøgelse ved speciallæge og/ eller psykolog samt eventuel psykiatrisk behandling.
En integreret del af forløbet er, at der laves en miljø- og skolefunktionsvurdering af barnet/ den unge.
Personalet i Hejmdals Dagafsnit består af miljøterapeuter og speciallærere, som arbejder sammen om at give barnet/ den unge et trygt og sammenhængende forløb. Dette sker i tæt samarbejde med tilknyttede sygeplejersker, specialiserede psykologer og speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.
Forældresamarbejde og involvering
Det ligger os meget på sinde, at forældre er fuldt involverede i deres barns behandling og indsatsen i Dagafsnittet. I vil som forældre sammen med jeres barnet/den unge vil blive tilknyttet en fast kontaktperson, der vil være ansvarlig for forløbet.
En del af den samlede indsats i forløbet inkluderer en forældregruppe, hvor i som forældre får indsigt og viden, samt arbejder med konkrete strategier, der kan understøtte barnets trivsel og udvikling samt en bedre funktion, både i hjemmet og i skolen.
Forud for opstart i dagafsnittet afholdes en forældresamtale med det formål at sikre at jeres perspektiv og ønsker bliver inddraget i dagbehandlingen. Sammen og aftaler vi hvilket opstarts forløb, der passer bedst for netop jeres barn/ung. Herefter inviteres I til en intro samtale, hvor barnet/ den unge også deltager, så vi sikrer, at alle er fuldt informeret om forløbet samt at barnets perspektiv inddrages.
Der holdes løbende forældresamtaler, som en del af dagbehandlingen. Disse planlægges ud fra hvad der er behov for. Ved opstart tilknyttes barnet/den unge til et team, som består af jeres kontaktperson, lærer, psykolog, speciallæge og sygeplejerske. Disse fagpersoner samarbejder tæt og sparrer med hinanden om jeres forløb. Miljøpersonalet i dagafsnittet tilrettelægger i samarbejde med speciallæge, sygeplejerske og psykolog, barnets behandlingsplan.
Dagligdagen i dagafsnittet
Dagafsnittets åbningstider er mandag-fredag fra kl. 8.30-13.30. Jeres barns skema tilrettelægges i tæt samarbejde med jer som forældre og tilpasses individuelt. Der vil typisk være tale om en opstart med reduceret skema, og med nænsom optrapning.
Dagligdagen i dagafsnittet er bygget op omkring struktur, aflastning og forudsigelighed. Det betyder, at dagene ligner hinanden med faste tidspunkter for aktiviteter og måltider. Om morgenen mødes barnet/den unge altid med af en af vores miljøpersonaler, der sikrer at barnet kommer godt ind i miljøet, kender sit dagskema og sine aktiviteter.
Dagligdagen er planlagt og tilrettelagt omkring både fælles og individuelle aktiviteter, ligesom, at der er skoleundervisning og skolerettede aktiviteter. Aktiviteterne er tilpasset barnet/den unges funktionsniveau udfordringer og ressourcer, og er en vigtig del af udredningen og behandlingen i dagafsnittet. Via aktiviteterne vil barnet både blive aflastet og udfordret på en nænsom måde.
Alle aktiviteter er nøje udvalgt ud fra en miljøterapeutisk betragtning. Disse aktiviteter giver os mulighed for at lave de observationer der er behov for, for at udrede samtidig med, at vi hjælper barnet/den unge til flere færdigheder der kan øge deres funktionsniveau. Ved alle aktiviteter, deltager der både miljøterapeuter og lærer, dette for at skabe et nuanceret billede af det enkelte barn/ung, således at vi via aktiviteter kan hjælpe med udvikling, men også observere hvordan barnet bedst lærer, hvor de udfordres og hvilke indsatser der hjælper barnet til bedre funktion.
Gennem ugen kan der være planlagt udredning, psykologisk testning og samtaler, disse vil fremgå på skemaet . Alle børn/unge får deres eget individuelle skema med hjem. Skemaet hænger også på en fast plads i dagafsnittet, så barnet altid kan orientere sig gennem dagen.
Miljøindsatsen
Dagafsnittets hverdag er struktureret og forudsigelig med faste aktiviteter og rutiner. Strukturen i dagafsnittet understøttes blandt andet af visuelle og strukturerede pædagogiske redskaber, såsom ugeskemaer med piktogrammer og time-timer ure. Dagligdagens struktur og indhold tilpasses og justeres individuelt efter barnets behov, tilstand og udvikling gennem hele forløbet. Vi får indblik i barnets ressourcer og udfordringer gennem miljøterapeutiske aktiviteter, med fokus på socialt samspil, fælles og individuelle aktiviteter, pædagogiske måltider, skoleundervisning, leg og fysiske aktiviteter.
Undervisning og skolefaglig vurdering
Ved indlæggelse i Dagafsnittet på Hejmdal modtager alle børn og unge individuelt tilrettelagt undervisning. Undervisningen er en integreret del af miljøet og foregår enten i fællesarealer eller som 1:1-undervisning i et mindre, afskærmet klasselokale. Alle børn og unge deltager dagligt i forskellige fælles skolefaglige aktiviteter, som kan omfatte lektiecafé, udendørsaktiviteter, håndværk og design samt temaundervisning og nyheder for børn. Kontaktlæreren i Dagafsnittet tager desuden kontakt til barnets hjemskole for at få en forståelse for barnet, samt sikre en god overgang til skoleopgaver på Hejmdal.
Psykiatrisk, sygeplejefaglig og psykologisk indsats under dagindlæggelsen
Dagafsnittet har tilknyttet speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri samt specialiserede børnepsykologer og sygeplejersker. Under dagindlæggelsen vil jeres barn typisk gennemgå psykologiske undersøgelser for at afklare og kortlægge specifikke udfordringer og ressourcer. Derudover vil vores børne- og ungdomspsykiatere altid være tæt involveret i forløbet, med samtaler og vurderinger af barnet/den unge samt samtaler med jer forældre. Hvis der er behov for medicinsk behandling, vil denne altid blive igangsat og tæt fulgt op af vores børne- og ungdomspsykiater. Vores sygeplejersker vil stå for de løbende medicinkontroller og daglig vejledning i forbindelse med den medicinske behandling.
Forældregruppen
Forældregruppen i dagafsnittet foregår hver tirsdag morgen fra kl. 08.30-10.00 og løber over fem gange. Gruppens formål er at støtte og vejlede jer forældre, mens jeres barn er i dagbehandling, samt at give konkrete strategier og værktøjer, som I kan anvende direkte i hjemmet.
Herudover har gruppen stor betydning for jer som forældre, da den giver mulighed for at møde andre familier med lignende problematikker, sparre med hinanden og opbygge netværk. Forældregruppen faciliteres af dagafsnittets koordinerende sygeplejerske, Rikke. Der vil være forskellige temaer for hver gang, hvor miljøterapeuter og lærer fra dagafsnittet holder oplæg. Derudover vil der være tid til drøftelser og sparring i gruppen.
Psykoedukation og terapeutiske forløb
Psykoedukation, dvs. undervisning og vejledning om diagnoser og det specifikke barns udfordringer er en integreret del af indsatsen i dagafsnittet. Som forældre vil I få viden, guidning og vejledning gennem forældresamtaler, forældregrupper, sundhedssamtaler med sygeplejersker og sparring med jeres kontaktperson i dagafsnittet.
Nogle børn/unge tilbydes et terapeutisk forløb, som typisk strækker sig ud over dagindlæggelsen. Familieterapi tilbydes, hvis der er en specifik vurdering af behovet herfor. Ofte vil en direkte familieterapeutisk indsats foregå i samarbejde med jeres kommune, men den kan også varetages i vores regi.
Varighed af forløbet
Et forløb i dagafsnittet varer typisk 1-3 måneder og indebærer som udgangspunkt tilstedeværelse hver dag eller nogle dage om ugen. Dette planlægges i teamet omkring jeres barn/ung i samarbejde med jer som forældre.
Afslutning af forløbet
Forældre og barn vil få en samlet tilbagemelding på barnets dagbehandling ved forløbets afslutning. Derudover vil kontaktpersonen fra dagafsnittet udarbejde et brev til barnet/den unge som en bevidning af deres tid i dagafsnittet.
Samarbejde med barnets skole og primær sektor
Ved afslutning af forløbet afholdes et netværksmøde, hvor vi orienterer netværket – dvs. skole, PPR og eventuelt socialforvaltning – om barnets forløb, konklusioner og anbefalinger.
Der udarbejdes en erklæring samt en beskrivelse af de skole- og miljøterapeutiske observationer, som udleveres til jer forældre og, med jeres samtykke, også til netværket under netværksmøde.
Vi ønsker at sikre en god probygning til primærsektoren og til den skole, som skal tage imod barnet/den unge efter endt dagindlæggelse på Hejmdal Privathospital.
Det er vores erfaring, at en god brobygning er en vigtig forebyggende faktor for tilbagefald. Derfor tilbyder vi også at kontaktpersonen er med til at sikre god overgang, og vores lærer står klar til at vejlede den modtagende skole.