Katrine Eiberg Jørgensen
Pædagog
Jeg er uddannet pædagog fra Frøbel pædagogseminarium og jeg er i gang med mit tredje år ud af en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse på EFT instituttet i København.
Jeg har bred erfaring med specialpædagogisk og miljøterapeutisk arbejde med børn og unge med autisme og andre diagnoser såsom ADHD, angst, belastningsreaktioner samt skolevægring. Jeg har tidligere arbejdet på en specialskole for børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser samt en behandlingsskole for normaltbegavede børn med vanskeligheder inden for autismespektret.
Jeg har samarbejdet med en bred vifte af faggrupper og jeg er optaget af at inddrage mine specialpædagogiske kompetencer i det tværfaglige samarbejde således, at vi sammen kan skabe de bedst mulige forudsætninger for og rammer omkring børnenes/de unges trivsel og behandling.
Jeg stræber efter at opbygge en tryg og god relation til de børn og unge, som jeg arbejder med, da jeg anser dette som en forudsætning for et givtigt miljøterapeutisk behandlingsarbejde. Jeg har en anerkendende og nysgerrig tilgang og jeg oplever, at vi kan nå langt sammen med børn og unge, når vi forsøger at forstå og imødekomme deres følelser, behov og interesser.